"Luk øjnene op, smil og tag livet til dig" - Ghita Nørby. Ude i Ghita Nørbys have står der en række sirligt plantede kirsebærtræer, som løber i en lige linje ned mod åen, der skiller hendes sortmalede bjælkehytte og Rude Skov ad. Tilsammen udgør de en allé, en passage velsagtens, man nøjsomt kan entrere ved at gå gennem en rosenport. Det gør vi, Ghita og jeg, for hun insisterer på, at jeg skal ned og se de knobskud, kirsebærtræerne er begyndt at danne i det tidlige forår. Det er længe siden, at solen har været fremme, som den er det i dag. Det er længe siden, at luften har været så klar, og her samtidig så stille. Et par enkelte fugleskrig bryder den rislende ås konstante gennemløb, alt imens vi smyger os rundt om den glaspavillon, hun kalder Diamanten, alle rosentårnene og ned langs vandløbet. Hun fortæller mig, at når tid er, og alting springer ud, danner kirsebærtræernes kroner et hvidt tag henover hele haven: ”Som et sky, der er faldet ned. Senere på sommeren falder bladene af træerne. De dækker hele græsplænen og farver den hvid - som om, himlen bliver trukket ned på jorden.” Ghita stiller kaffekoppens hank fra sig og løfter blikket mod Rude Skov. Skoven troner sig op bagved åen, og de store træer er endnu nøgne efter en lang vinter, der har underkuet alt levende. Store dele af skråningen er endnu bar, men pletvise områder er oplyst af et hvidt skær, som danner kontrast til den sorte jord: ”Prøv at se! Er det mon anemonerne, der er kommet?”, spørger Ghita, imens hun peger mod skovens pletvise lysninger, og det slår mig, at det måske er de små ting, der egentlig er de største i tilværelsen, men at jeg for sjældent løfter blikket og lader dem falde ind dér, hvor de hører til. God fornøjelse med episoden. Music: The Prelude Op. 28, No. 4 by Frédéric Chopin. Performed by Paul Cantrell, http://inthehands.com
