Landsbyens kamp mod datacentre i Danmark

I ugens Radio Information følger vi en dansk landsbys kamp mod techgiganternes datacentre. Vi analyserer også forholdet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen efter store bededag, og så anmelder vi Christian Egander Skovs nye bog om behovet for en folkelig oprustning. --- Vi tænker sjældent over det, men hver gang vi sender en mail eller beder en algoritme om at skrive en festsang, lander vores handling et fysisk sted. Vores digitale liv er ikke vægtløst; det kræver jord, beton og enorme mængder strøm – kort sagt: datacentre. Og her er Danmark på kort tid blevet et af techgiganternes foretrukne lande. Fra Varde til Holbæk er enorme stålhaller på vej, som vil fylde i landskabet og drikke tørstigt af elnettet. Men kritikken ulmer rundt om i landet. Otto Lerche Kristiansen har været på besøg i den lille landsby Langerød, hvor 73-årige Ingrid Baden og landsbyens øvrige beboere nægter at lade deres nabolag forvandle til en anonym industripark for den globale techelite. Ved et symbolsk tilfælde falder Arbejdernes internationale kampdag i år sammen med store bededag – den sløjfede fridag, der for få år siden kastede Socialdemokratiet og fagbevægelsen ud i en dyb krise. Dengang føg ord som ’svinestreg’ og ’tillidsbrud’ gennem luften. I dag er de vrede ord skiftet ud med karbonadediplomati og politiske tilnærmelser. Men hvem har egentlig mest brug for den anden? Jeg taler med Laura Friis Wang og Louise Schou Drivsholm om det historiske parløb senere i programmet. Det moderne folkestyre er blevet til et »krati uden demos« – et styre uden et folk. Sådan skriver den borgerlige historiker, forfatter og debattør Christian Egander Skov i sin nye bog, ’Folkeligt skal alt nu være’. Argumentet er, at hvis ikke de moderate kræfter genvinder ’folkeligheden’, vil den autoritære populisme vinde. Men hvad definerer så et folk, og hvem er det danske ’vi’? Ja, det forbliver til gengæld lidt en gåde, siger Matthias Dressler-Bredsdorff, der har anmeldt bogen – som han dog roser for at gøre det, venstrefløjens intellektuelle ikke gør: at skrive til en hjemlig offentlighed.